Start med at vask Chana dal 3-4 gange i kold vand dagen inden, du vil tilberede mantu og lad dem stå i kold vand natten over i en skål. Næste dag tilbereder du linsesovsen ved at brune hakkede løg og hvidløg med olie i en stor gryde. Hæld så gurkemeje, chili, oregano, salt, peber, hakkede tomater, vand og Chana dal i gryden og lad det koge i 10 - 15 minutter, indtil Chana dal er klar. Sæt gryden til side.
Forbered derefter oksekødsfyldet. Brun oksekødet og tilsæt hakket løg, hakket hvidløg, salt, peber, chili, gurkemeje, dild, oregano og spidskommen. Sæt gryden til side, så kødet kan køle ned.
Nu er det tid til at lave mantu dejen. Hæld olie, æg, salt, tørgær, hvedmel og vand i en stor skål. Miks det hele sammen og ælt dejen i hånden i 5 - 10 minutter, indtil dejen er glat.
Del dejen i små kugler på et meldrysset bord lidt ad gangen og rul hver kugle ud med en dejrulle til en stor firekant med en tykkelse på omkring 1 milimeter.
Skær den store firekant ud i mindre firekanter. Læg derefter en tsk af oksekødsfyldet på midten af hver af de mindre firekanter Fold mantuen sammen på midten. Forsæt indtil du ikke har mere dej eller fyld tilbage.
Dampning: Opvarm en stor pande med olie og hæld derefter en stor mængde af din linsesovs i panden. Mængden afhænger af størrelsen på din pande. Læg derefter så mange mantu som muligt i panden. Hæld derefter vand ovenpå dine mantu og læg et grydelåg over din pande. Lad det hele simre i 5 minutter på høj varme, så dine mantu kan blive dampet. Du kan dampe omkring 10 - 15 mantu ad gangen på den måde.
Mens dine mantu dampes, forbered din yoghurt dressing. Bland almindelig græsk yoghurt, vand, salt, hakket hvidløg og tørrede mynte. Juster gerne konsistensen ved at tilsætte mere/mindre vand, indtil den ønskede tykkelse er opnået.
Anret din mantu: Læg et lag yoghurt dressing, derefter de dampede dumplings, derefter linsesovs og afslut med at drysse et andet lag af yoghurt dressing. Pynt med tørrede mynte og nyd verdens bedste dumplings.